På femte døgn er han forsvundet. Ingen har set eller hørt fra Frank Dan Nørgaard Jørgensen siden torsdag.

Familien er bekymrede. Og det er politiet også. Derfor fortsætter efterforskningen også bredt, lyder det tirsdag formiddag fra Østjyllands Politi.

Den 40-årige mand fra Randers kom aldrig hjem efter at have været i Nimtofte torsdag.

Det fik fredag familien til at slå alarm til politiet, der lørdag sendte en efterlysning ud offentligt.

»Familien er bekymret, så det er vi også,« sagde vagtchef Jens Henrik Jensen i den forbindelse til B.T.

Ud over Frank Dan Nørgaard Jørgensen selv blev også hans bil efterlyst. En hvid Mercedes-Benz Vito.

Mandag dukkede så en bil af netop det mærke op i Vivild på Djursland.

Udbrændt og uigenkendelig.

Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Vis mere

Giver fundet af en udbrændt bil grund til yderligere bekymring?

»Lige nu efterforsker vi rigtig bredt, og undersøger alle muligheder, for det er klart, at vi meget gerne vil finde ham,« lyder det tirsdag formiddag fra en kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi.

Undersøgelser skal nu kortlægge, om der er tale om den bil, Frank Dan Nørgaard Jørgensen var kørende i.

For nuværende ligger resultaterne endnu ikke klar, lyder det.

Sideløbende med undersøgelserne fortsætter eftersøgningen af den forsvundne 40-årige.

Hvad det konkret indebærer, vil kommunikationsmedarbejderen ikke gå i detaljer med.

»Vi leder stadig efter ham og er fortsat meget interesserede i at høre fra alle, der har informationer om ham, og hvor han kan være.«

Har man viden i sagen, eller har man set Frank Dan Nørgaard Jørgensen, kan man kontakte politiet på 114.