Alene den seneste uge er tre supermarkeder i Odense blevet røvet.

2. februar slog en maskeret mand til i en Rema1000-butik i det nordlige Odense. 6. februar skete det igen. Denne gang i Coop365 i Hjallese. Og 7. februar var det Meny i Korup, der blev udsat for et røveri.

Det får nu Hans Jørgen Larsen, vagtchef ved Fyns Politi, til at komme med en besked til byens supermarkeder og de medarbejdere, der skulle være bekymrede for nye røverier.

»Hvis man bliver udsat for et røveri, skal man høre efter og lade røveren få pengene. Penge er ikke vigtige i sådan en sag her,« siger Hans Jørgen Larsen til B.T.

Det er denne mand, som Fyns Politi efterlyser for røveriet begået mandag aften mod Menu i Korup. Foto: Fyns Politi
Det er denne mand, som Fyns Politi efterlyser for røveriet begået mandag aften mod Menu i Korup. Foto: Fyns Politi
Vis mere

»Hvis man har overskud til det i situationen, skal man i stedet holde øje med særlige træk ved røveren. Hvilket tøj og sko har personen på? Er de flere? Og hvilken retning flygter han?« tilføjer vagtchefen.

I sagen fra Rema1000 er røveren allerede anholdt, stillet for retten og idømt ni måneders fængsel.

De to seneste sager er dog endnu uopklarede.

I både Hjallelse og Korup var det en ung mand i mørkt tøj, der truede medarbejderne med noget, der lignede en pistol. I begge sager forsvandt røveren efterfølgende på en cykel.

I Korup bar røveren desuden en brun skuldertaske.

Om det er den samme mand, der står bag de to seneste røverier, kan Fyns Politi endnu ikke bekræfte.

Man opfordres til at kontakte Fyns Politi på telefon 114, hvis man har set eller hørt noget i forbindelse med røverierne.