
Det er dér, hvor du bør føle dig allermest sikker. Dér, hvor dine dyrebareste både materielle ting og minder er.
Men det er også dér, hvor du skal investere i alarmsystemer, overvågning og lave særlige aftaler med dine naboer for at holde én bestemt person på afstand:
Indbrudstyven.
Og desværre kom han oftere på besøg i danskernes hjem i 2025, end det var tilfældet i de fire foregående år.
I alt blev der sidste år anmeldt 15.882 indbrud i danske hjem. Fra 2021 til 2024 har tallet ligget mellem 14.544 og 14.956.
En udvikling, der skaber panderynker hos Søren Kjeldmand, der er konsulent for foreningen Stop Indbrud.
»Vi har haft stor fokus på det her, så jeg er selvfølgelig ked af, at vi nu ser en stigning på den her måde. Jeg har svært ved at svare på hvorfor, men det betyder i hvert fald, at vi fortsat skal snakke om sikring og indbrud,« siger han.
Og faktisk er Danmark også bagefter, når man kigger ud over vores grænser.
»Det er en ærgerlig udvikling. Hvis man sammenligner demografi, befolkningstæthed og antal indbrud med vores nabolande, så burde vi have halvt så mange.«
Har du haft indbrud hos dig? Eller kender du noget til sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv direkte til journalisten på sebj@bt.dk.
Men hvorfor ser vi en stigning efter flere stille år?
Det har B.T. spurgt Rigspolitiet om, men her henviser man til Nordsjællands Politi, der med høje indbrudstal har fingeren på pulsen.
Og her lyder det:
»Det er en kedelig tendens, og vi prøver at knække kurven. Vi oplever dog desværre rigtig mange af de her omrejsende kriminelle grupperinger, som kommer til Danmark, begår en række indbrud og så rejser hjem igen. Det er svært at efterforske,« siger Anders Juul Jørgensen, der er politikommissær hos politikredsen.
Den svære efterforskning ses også klart i tallene, når man kigger på politiets sigtelsesprocent.
I 2025 blev der anmeldt 15.882 indbrud, mens politiet rejste 1.049 sigtelser for indbrud.
Antallet af sigtelser svarer til lige under syv procent af de samlede anmeldelser. Tallene kan dog ikke kobles direkte sammen, men bruges som et pejlemærke, da der kan være flere indbrud pr. sigtelse, ligesom der også kan være flere forskellige sigtede personer knyttet til ét indbrud.
Anders Juul Jørgensen har en særlig bøn til danskerne.
»Vi kan ikke have en patruljevogn ved hvert et hjørne, så jeg appellerer til borgerne, der skal være vores øjne. Hvis man er ude at gå og ser en mistænkelig bil eller lignende, så skal man kontakte os. Vi skal nok validere det,« siger han og fortsætter:
»Vi prøver, så godt vi kan, men vi har også brug for hjælp.«
Spørger man Søren Kjeldmand fra Stop Indbrud, så er kunne man også sætte ind et andet sted.
»Et af de store problemer er vores byggelov. Der er ingen krav for, hvor sikker en dør eller et vindue skal være, men det er der i flere af vores nabolande, og det gør altså en stor forskel,« siger han.
Følg med i de kommende dage, hvor B.T. taler med flere ofre for indbrud i Danmark.


