På et-års-dagen for Emilie Mengs forsvinden retter hendes mor i en tale en hård kritik af politiets optræden i sagen

I dag er det et år siden, at 17-årige Emilie Meng fra Korsør blev meldt savnet efter en bytur. Et halvt år efter, juleaftensdag, blev den spinkle teenagepige med det lange mørke hår fundet død i en sø efter måneders intensiv eftersøgning af hundredevis af frivillige.

Uvisheden, og senere bekræftelsen af det værst tænkelige, har været et sandt mareridt for familien, fortalte Emilie Mengs farmor i går til en demonstration, hvor hun læste et brev op, som Emilie Mengs mor havde skrevet til lejligheden.

»Vi kæmper dagligt en kamp for at få hverdagen til at hænge sammen. Udadtil får vi det til at fungere, men indadtil er vi klar over den kendsgerning, at vi aldrig kommer til at få det godt igen,« læste Emilie Mengs farmor op på vegne af moren til hendes barnebarn.

I brevet rettede Emilie Mengs mor også en skarp kritik af politiet, der efterforskede hendes datters forsvinden.

»For os som familie har det fra starten af været et endeløst mareridt, hvor vi, udover at lede flere gange dagligt, har kontaktet politiet i håb om at få nogle svar. Det, vi ofte er blevet mødt med, har været negligering, bortforklaringer og affærdigende standardsvar, vi ikke har kunnet bruge til noget. Det her er vores elskede datter, det handler om, og ikke bare et sagsnummer. Det har været et kæmpe chok.«

17-årige Emilie Meng
17-årige Emilie Meng Foto: privat
Vis mere

En af Emilie Mengs andre pårørende stod ved siden af Emilie Mengs farmor på den lille scene til demonstrationen, der var arrangeret af Sofie Sønderup, som er grundlægger af gruppen ‘Forsvundne personer’, der stod bag en stor del af de frivillige eftersøgninger efter Emilie Meng.

Demonstrationen blev afholdt for at sætte fokus på andre uopklarede drab og personer, der aldrig er blevet fundet, i håbet om, at politiet fortsat vil bruge tid og ressourcer på at komme til bunds i sagerne.

Og netop det uopklarede aspekt i Emilie Mengs sag er stadig svært for familien af forlige sig med, fremgik det af talen fra Emilie Mengs mor.

»Vi stiller os selv det spørgsmål, hvordan man kan leve med sig selv, når man har begået så modbydelig og forkastelig en handling? Hvem kan leve med det? Hvordan kan et retssamfund eksistere med, at den person, morderen, stadig render rundt frit derude?,« sagde Emilie Mengs farmor på vegne af sin svigerdatter, der i sin tale også benyttede lejligheden til at takke alle de frivillige, som har hjulpet med eftersøgningen.

Politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi siger til BT, at han ikke har nogen bemærkninger til de udtalelser, som Emilie Mengs mor i sin tale kom med vedrørende politiets håndtering af sagen.

»Jeg vil gerne sige, at jeg generelt har stor forståelse for den svære situation, familien står i,« siger han.