En 17-årig mand druknede i Himmelsøen tæt på Roskilde Festival den 2. juli, og nu ligger en ny undersøgelse klar.

Ligsynet af den afdøde mand er nu færdiggjort.

Det oplyser Sjællandske Nyheder.

Undersøgelsen har givet svar på nogle, men ikke alle spørgsmål, fortæller Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til mediet:

»De foreløbige erklæringer tyder på, at der er tale om en drukneulykke, men det er ikke muligt at fastslå årsagen til, at han ikke kom op,« udtaler hun og forholder sig til spørgsmålet om, hvorvidt den afdøde var påvirket:

»Det er der intet, der tyder på, men det kan vi først slå helt fast, når vi får de endelige erklæringer.«