Onsdag kunne det være endt helt galt for en 57-årig kvinde, der faldt i havnen på Sejerø.
Kvinden røg i det iskolde vand, men blev holdt fra at synke af to årvågne borgere, og blev til sidst reddet op af øens politi-sognefoged.
Den dramatiske hændelse får nu organisationen Søsportens Sikkerhedsråd til at komme med en kraftig sikkerheds-opfordring.
»For os er det vigtigt, at de mennesker, som enten bare går tur på havnen eller er nede og tjekke deres fartøj, er særlig opmærksomme på, hvordan de kan færdes mere sikkert. Også selvom man kender havnen, vejen til ens fartøj og er vant til at færdes der,« siger Martin Wagner, som er projektleder i Søsportens Sikkerhedsråd.
Projektlederen roser i udtalelsen de to vidner der reddede kvindens liv, men understreger, at der er endnu en grund til at være opmærksom, når man færdes på havnene i de kolde måneder.
»I vintermånederne er der generelt færre mennesker på havnen. Derfor bør man være ekstra opmærksom på omgivelserne – og passe endnu bedre på sig selv,« siger han.
Derudover deler Søsportens Sikkerhedsråd en række tips til folk, der færdes på både og havne i de kolde og frosne måneder.
