Knap havde politiet opfordret ham til at melde sig selv, før han var anholdt.

Således gik der ikke engang 20 minutter, fra den mand, der er mistænkt for at stå bag drabet på en 34-årig rockerlærling, fik at vide, at han havde til klokken 18 til at melde sig, hvis han ikke ville have sit navn og billede delt med offentligheden, til at han var i politiets varetægt.

'I forbindelse med drabssagen fra Mogenstrup er den eftersøgte netop blevet anholdt uden problemer. Yderligere opfølgning kommer senere,' lyder det fra Sydsjællands Politi på Twitter klokken 14.17.

Kort før klokken 14 havde man ellers sendt en utvetydig opfordring af sted.

'Vi har en endog meget kraftig formodning om, hvem gerningsmanden er. Og derfor opfordrer vi ham til inden for ganske få timer at melde sig selv, så han kan afgive sin forklaring. Vi ved, at han er klar over, at vi leder efter ham,' lød det fra politiinspektør ved politikredsen Kim Kliver.

Det er uvist, om den anholdte har meldt sig selv, eller om politiet har fundet ham.

Sikkert er det dog, at han er mistænkt for at stå bag drabet på en 34-årig mand, der blev fundet død kort efter klokken 19 juledag. Dræbt og efterladt i en vejkant i Mogenstrup ved Næstved.

En omfattende efterforskning blev straks indledt og førte hurtigt til anholdelsen af tre personer, der skulle afhøres. Baggrunden for anholdelserne er dog for nuværende ukendt for offentligheden, da politikredsen ikke har ønsket at oplyse herom.

Generelt har politiet holdt sagens kort tæt til kroppen. Dødsårsag, muligt motiv og hvad den foreløbige efterforskning har ført med sig, er derfor detaljer, som politiet endnu ikke har ønsket at kommentere.

B.T. har dog kunnet beskrive, at den 34-årige mand var prospect hos Bandidos. Og ligesom ham har de første tre anholdte i sagen relation til rockermiljøet, har politiet tidligere bekræftet.

Det vides ikke, om den drabsmistænkte ligeledes er rockerrelateret.