Københavns Politi offentliggør nu en video og et billede af den mand, som de mener står bag drabet 26. oktober på Christiania.

Her blev en 23-årig mand skudt i hovedet ved en hashbod i Pusher Street på Christiania.

Manden blev ramt af flere skud på klos hold og afgik kort tid efter ved døden.

Nu offentliggør Københavns Politi en video af den formodede gerningsmand, der flygter på en elcykel.

Her kan man se en mand, der kommer kørende på en el-cykel. Han har trukket en halsedisse op foran ansigtet og en hue trukket helt ned til øjenbrynene.

»Vi vil meget gerne høre fra borgere, der har set denne person på Christiania og i københavnsområdet – og i særdeleshed i områderne omkring Søborg, Gladsaxe og Vangede, hvor han sidst er set kørende  26. oktober klokken 18.20,« siger politikommissær Bo Jensen fra Københavns Politi.

Københavns Politi er særligt interesseret i at høre fra folk, der har set den mistænkte den samme dag i tidsrummet fra 16.30 til 19.

»Vi opfordrer alle vidner til at henvende sig med informationer om cyklen, den mistænkte person eller andre oplysninger, der har relevans for sagen,« siger politikommissær Bo Jensen fra Københavns Politi.

Man kan kontakte Københavns Politi på telefonnummer 112.

I dagene efter drabet blev to personer anholdt for det koldblodige drab. Men de blev begge løsladt igen.