Skateparken i Gentofte, hvor en 18-årig mand døde af knivstik natten til lørdag, er normalt et stille og roligt sted.

Det fortæller skateparkens grundlægger, Teit Andersen, der er rystet over nattens hændelse.

»Det, der er sket i nat, er uhyggeligt og fuldstændig forfærdeligt,« siger han til B.T.

Nordsjællands Politi modtog klokken 01.23 via alarmcentralen en anmeldelse om et masseslagsmål mellem to grupperinger ved Jägers Skatepark, der ligger tæt ved Jægersborg Station i Gentofte nord for København.

Politiet har indtil videre anholdt 12 unge mennesker i sagen. Her ses to af dem på gerningsstedet iført hvide dragter. Foto: Byrd / Bjørn Nielsen.
Politiet har indtil videre anholdt 12 unge mennesker i sagen. Her ses to af dem på gerningsstedet iført hvide dragter. Foto: Byrd / Bjørn Nielsen. Bo Weile

»Der har været et slagsmål mellem to unge grupperinger. Begge havde knive og slagvåben med, og én er efterfølgende afgået ved døden,« sagde vagtchef hos Nordsjællands Politi, Rolf Hoffmann, til B.T.

Politiet arbejder ud fra en teori om, at slagsmålet var aftalt mellem de to grupperinger, og de er lige nu i gang med at kortlægge, hvad der ligger til grund for den voldsomme hændelse, der har ledt til 12 anholdelser og flere indlæggelser på hospitalet.

Ugentlige børnefødselsdage

For Teit Andersen virker det helt utænkeligt, at de to grupperinger, der mødtes for at slås, skulle være faste brugere af skateparken.

Han fortæller, at det ‘Jägers’, han kender, er et sted, hvor folk mødes på tværs af alder og baggrund med en fælles passion for at skate. Ikke et sted, hvor der kommer voldsmænd med medbragte slag- og stikvåben.

Politiet modtog anmeldelsen via alarmcentralen kl. 01.23 lørdag morgen. Foto: Byrd / Bjørn Nielsen.
Politiet modtog anmeldelsen via alarmcentralen kl. 01.23 lørdag morgen. Foto: Byrd / Bjørn Nielsen. Bo Weile

»Det er børn, gymnasieelever og voksne mennesker, der skater i parken. Alle mulige på tværs af alder, profession og samfundslag,« siger Teit Andersen, som fortæller, hvordan der hver weekend i sommermånederne bliver afholdt børnefødselsdage på skatearealet, hvor forældrene selv medbringer mad og drikke.

»Derfor tror jeg simpelthen ikke på, at det er nogen herfra. De har valgt stedet, fordi det ligger afsides. Det er langt væk fra bebyggelse, og man vil vel gerne have, at der ikke kommer nogen, hvis man tager ud for at arrangere en større slåskamp med våben, vil man ikke? Det tænker jeg i hvert fald.«

Øl, musik og hash

B.T. har været i kontakt med flere naboer til skateparken. Ingen ønsker at stå frem med navn eller kommentere nattens hændelse.

En fortæller, hvordan området omkring skateparken tiltagende er blevet mere utrygt med unge mennesker, der drikker øl, hører høj musik sent om aftenen og ryger hash.

Politiet var talstærkt til stede ved Jägers Skaterpark fra lørdag morgen og henad eftermiddagen. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Politiet var talstærkt til stede ved Jägers Skaterpark fra lørdag morgen og henad eftermiddagen. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Philip Davali

B.T. har spurgt vagtchefen ved Nordsjællands Polti, om Jägers Skatepark er et område, de kender til med henblik på urolighederne, som de er beskrevet herover.

Vagtchefen kan hverken be- eller afkræfte, at det skulle forholde sig sådan, og han henviser i stedet til presseafdelingen, som møder ind mandag.

For Teit Andersen, der i 1998 grundlagde Jägers Skatepark, og som stadig er tilknyttet som både ildsjæl, altmuligmand og fast bruger, er naboens kritik ikke genkendelig.

»Jeg tror, at det er et spørgsmål om øjnene, der ser. Men ja, der er da folk, der ryger en joint en gang imellem, ligesom der bliver drukket lidt øl og hørt musik på en højtaler,« siger han, inden han afslutter:

»Og så ser skatere måske lidt hårde ud med deres kasketter og løstsiddende tøjstil. Men der er ikke en urolig stemning deroppe, og alle dem, jeg kender, der kommer i parken regelmæssigt, ville ikke gøre en mus fortræd,« understreger han.