Københavns Politi har anholdt to personer, efter en 54-årig mand søndag blev overfaldet og dræbt ved Dragør Fort.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

De anholdte er to mænd på hhv. 31 og 28 år, der ifølge B.T.s oplysninger er medlemmer af en rockerklub.

»Vi mener, at de to personer har en forbindelse til drabet, men det er for tidligt at sige, hvorvidt de er identisk med de to personer, som overfaldt den 54-årige. Vores umiddelbare efterforskning viser, at den 54-årige ikke har været et tilfældigt udset offer, men vi efterforsker bredt, og det er også for tidligt at lægge os fast på et motiv,« siger politiinspektør Dannie Rise.

Den 31-årige blev anholdt nogle timer efter overfaldet, mens den 28-årige blev anholdt natten til mandag.

Begge vil mandag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Københavns Byret med krav om varetægtsfængsling.

Ifølge Københavns Politi blev den 54-årige mand stukket flere gange med kniv, og hans liv stod ikke til at redde.

Det var klokken 18.29 søndag, at Københavns Politi modtog anmeldelsen om et overfald ved Dragør Fort og rykkede massivt ud.