Efter B.T.-artikler om manden på den sorte cykel: Nu er ny lov i støbeskeen
Det skal fremover være muligt at dømme en person, hvis man gentagne gange udsætter forskellige personer for 'hensynsløs adfærd'. Sådan lyder dele af et nyt lovforslag, der både høster roser fra retsordførere og minister.
Her er sløret billede af 'manden på den sorte cykel'. Han er i dag 26 år.
Sådan bør regningen kunne lyde, hvis en mand igen og igen udsætter forskellige kvinder for 'hensynsløs adfærd'.
Det er en af punkterne i et nyt lovforslag fra SF, som høster stor tilslutning fra mange af de andre partier fra Christiansborg.
Lovforslaget er blandt andet udtænkt og udformet med udgangspunkt i B.T.s serie om 'manden på den sorte cykel'.
I de specifikke sag har man nemlig ikke kunnet dømme manden for det faktum, at han i årevis har udsat en masse forskellige kvinder for tilfældig chikane.
I stedet har politiet i sommer sigtet ham for ti enkeltstående tilfælde af overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og fem forhold vedrørende blufærdighedskrænkelse.
Forhold, der under normale forhold vil udløse bødestraf eller relativt korte fængselsstraffe.
Men det skal altså ændres, hvis det står til SF.
»Jeg har oplevet mange af de her sager, hvor en person chikanerer en masse mennesker i et lokalområde, men hvor politiet ikke rigtigt kan gøre noget. Derfor synes jeg, vi mangler en opsamlingsparagraf om 'hensynsløs adfærd',« siger partiets retsordfører Karina Lorentzen.
»Lige nu kan de måske få en bøde eller en sigtelse for eksempelvis ulovlig indtrængen, men det løser ikke problemet. Når man har så mange overtrædelser over en kort periode, bør vi kunne gøre noget mere,« siger Karine Lorentzen.
Retsordføreren foreslår også, at man hurtige og nemmere kan give pålæg om behandling i denne type sager.
»Uanset hvad så håber jeg, at det kan blive til noget, for vi skylder alle ofrene at gå ind i det her. Og heldigvis er det min fornemmelse, at flere partier er positive over forslaget,« siger hun.
Den fornemmelse kan B.T. bekræfte.
Vi har nemlig rakt ud til Folketingets retsordførere, og her er flere positivt indstillede over for at SF's forslag.
»Dansk Folkeparti er stor foretaler for at straffe den form for utrygsskabende adfærd hårdere. Så vi ser frem til at se det forslag, som fremsættes,« lyder det fra Dansk Folkepartis Anders Vistisen.
Liberal Alliances Jens Meilvang stemmer i:
»Vi er positive over for at se på SF’s forslag. Det skal ikke være et smuthul, at man spreder sine krænkelser ud over mange forskellige kvinder. Kvinder skal kunne færdes trygt, og den adfærd, B.T. har beskrevet, skal mødes med konsekvenser,« skriver han.
Også Danmarksdemokraterne og Konservative oplyser, at de bakker op om forslaget.
Hos Danmarks med længder største parti, Socialdemokratiet, der også bestrider justitsminister-posten, er man også åbne over for at drøfte forslaget.
Det oplyser justitsminister Nicolai Wammen i et skriftligt svar.
»Det er helt og aldeles uacceptabelt, at én person systematisk chikanerer andre mennesker. Derfor skal vi selvfølgelig sikre, at lovgivningen i tilstrækkeligt omfang favner de tilfælde, hvor chikanen retter sig imod forskellige personer, så myndighederne kan reagere. Jeg er åben over for alle gode forslag, og jeg synes, at SF rejser en relevant problemstilling, som jeg gerne vil drøfte nærmere,« skriver han.