Syd- og Sønderjyllands Politi søger nu vidner i forbindelse med tre brande, der i weekenden blev antændt i Marstrup ved Haderslev.
Politikredsen kunne søndag aften anholde en 20-årig mand, som ved Retten i Sønderborg blev varetægtsfængslet i fire uger.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Han er sigtet for brandstiftelse af alle tre brande. Ingen personer kom til skade i brandene.
Politiet efterforsker brandene og har i den forbindelse brug for flere oplysninger fra borgerne.
»Har man set personer omkring brandstederne eller har man videoovervågning fra en bil eller andet, så er vi meget interesseret i at høre fra borgerne,« siger politikommissær Helene Geleff fra Syd- & Sønderjyllands Politi.
Gerningsmanden har været på tre brandsteder og har formentligt bevæget sig til fods i området.
Første brandsted blev anmeldt brand natten til lørdag klokken 01.31. Natten til søndag blev der anmeldt endnu en brand klokken 01.58, og samme nat blev der klokken 02.17 også anmeldt en brand på Marstrup.