Den formodede gerningsperson bag branden på Helsingør Rådhus har i eftermiddag meldt sig selv til politiet.

Det oplyser Nordsjællands Politi på Twitter.

Mandag havde politiet anholdt en kvinde i forbindelse med sagen. Hun er nu blevet løsladt, idet hun formentlig ikke har noget med hændelsen at gøre.

Meldingen lød på, at en brændende taske blev kastet ind af døren til byrådet.

Billeder fra stedet viser, at en større mængde brændende materiale også var blevet smidt ude foran hoveddøren.

»Det her brandattentat er ret rystende,« lød første reaktion fra Benedikte Kiær, Borgmester i Helsingør fra Det Konservative Folkeparti, til Helsingør Dagblad.

Til sn.dk forklarer Benedikte Kiær, at man overvejer om man skal have skærpede tiltag i kommunen.

»Det er dybt rystende. Nu har vi gode muligheder for, at man kan komme ind og overvære de offentlige byrådsmøder, men det må vi jo genoverveje, når sådan noget her sker. Jeg er chokeret over, hvad der går gennem hovedet på en, der gør sådan noget. Jeg er bare lykkelig for, at vi har fået alle ud, og at vi har haft nogle medarbejdere, der har reageret vildt hurtigt.«