Først skal han i fængsel. Og så skal han ud af landet. For evigt.

Den 34-årige Massoud Drid blev mandag kendt skyldig i et blodigt knivstikkeri midt i København. Samt trusler, besiddelse af kniv, forsøg på vold, besiddelse og salg af hash og flere trusler.

Han nægtede sig skyldig. Alligevel modtog han dommen, da den faldt ved Københavns Byret.

To års ubetinget fængsel og udvisning af landet, lød afgørelsen fra domsmandsretten, der altså fandt det bevist, at den 34-årige igennem et år var på kriminelt togt i hovedstaden.

Den 34-årige Massoud Drid blev mandag idømt to års ubetinget fængsel.
Den 34-årige Massoud Drid blev mandag idømt to års ubetinget fængsel.
Vis mere

Sagens alvorligste forhold omhandler knivstikkeriet ved Sortedam Dossering en januaraften i år.

Omkring klokken 19.30 blev en 47-årig mand overfaldet. Stukket med kniv i brystet, på bugen og i ryggen. Efterladt blødende ved en opgang.

Væk i mørket forsvandt en spinkel mand i grøn jakke. Væk i mørket forsvandt Massoud Drid.

Fra politiet lød det i første omgang, at den 47-årige var i livsfare, og man betragtede overfaldet som et drabsforsøg.

Knivoverfaldet blev begået 20. januar på Sortedams Dossering ud for nummer 13A omkring klokken 19.30. Foto: Steven Knap/Byrd
Knivoverfaldet blev begået 20. januar på Sortedams Dossering ud for nummer 13A omkring klokken 19.30. Foto: Steven Knap/Byrd
Vis mere

Men da sagen endte for retten, var der altså kun rejst tiltale for grov vold.

Tiltalen stod dog langt fra alene.

Ifølge anklageskriftet startede den nu dømte sit kriminelle togt allerede året forinden. Her truede han 7. januar en ansat i Københavns Lufthavn.

Blandt andet udtalte han, at han ville få to personer til at »fjerne pågældendes ansigt«, hvorefter han med fingeren ifølge anklageskriftet gestikulerede, at han ville skære halsen over på personen.

Dette samt forhold om en køkkenkniv, besiddelse af hash – og penge fra salg af selvsamme – og trusler i 7-Eleven i Gothersgade blev den 34-årige også fundet skyldig i.

Dog blev han frikendt for at have overfaldet en mand i Adelgade – men dømt for forsøg på vold.

Den 34-årige blev forud for retssagen mentalundersøgt.

Men resultaterne af undersøgelsen gav ikke anklagemyndigheden ved Københavns Politi anledning til at nedlægge påstand om eksempelvis en behandlingsdom. Derfor endte det med en fængselsdom. Og altså udvisning for bestandigt.