En tilkaldt krisepsykolog hjalp onsdag formiddag både elever og lærere på Nørre Gymnasium i Mørkhøj efter skuddrabet på en frisør dagen før.

Mange af skolens elever hørte skuddene, da den 20-årige mandag kl. ca. 13.20 tirsdag blev dræbt med en række skud i sin frisørforretning Salon Ørn på Mørkhøjvej 67, som ligger lige over for gymnasiet.

»Nogle af eleverne havde undervisning i lokaler, som vender lige ud til Mørkhøjvej. Da de hørte skuddene, skyndte flere af dem at kigge ud af vinduerne, hvor de så fem fyre forsvinde i løb. Tilsyneladende to i den ene retning og tre i den anden,« fortæller gymnasiets rektor, Jens Boe Nielsen, til B.T.

Da rektoren fra en lærer hører om skyderiet, går han selv over på den anden siden af gaden for at se, om der er behov for hjælp. I mellemtiden ringer en sekretær fra skolen efter politiet.

»Da jeg kommer derover, står der 12-15 fyre på fortovet og vejen, som råbte og skreg. En af dem råber flere gange meget, meget højt: 'Han er skudt – han er skudt.' Jeg sikrer mig, at der er ringet efter politiet, og idet jeg vender mig om for at gå tilbage til skolen, kommer der en politibil kørende for fuld hammer og stopper,« fortæller rektoren videre.

Angiveligt er der også en af skolens elever, der løber over til frisøren, som han kender, for at forsøge at give ham hjertemassage.

Tilbage på skolen beder rektoren i første omgang over skolens højttaleranlæg alle elever om at blive i deres klasselokaler, og i løbet eftermiddagen bliver flere af gymnasieeleverne afhørt af politiet.

Samtidig får rektoren lavet en aftale med en krisepsykolog, der kan komme på besøg på gymnasiet onsdag.

»Han har været her fra kl. 8 til 12, hvor han i første omgang snakkede med 40-50 elever samlet i en god times tid og bagefter med enkelte lærere og elever enkeltvis,« tilføjer Jens Boe Nielsen.

Skolens videoovervågning dækker tilsyneladende ikke selve gerningsstedet på den anden side af vejen, men beboere og forretninger i området fortæller, at politiet også har henvendt sig til dem, i håb om at der kan være brugbare videobilleder.

Ifølge politiet var gerningsmanden iført en mørk jakke med en hætte. Desuden var den nedre del af ansigtet dækket af et mundbind af den lyseblå slags.

Nogle vidner har beskrevet manden som spinkel, og det er også sagt, at han skulle være mørk i huden. Endvidere er det berettet, at han bar på en pose.