Østjyllands Politi jagter i øjeblikket en bilist, der stak af fra en patruljevogn. Det skriver Randers Amtsavis.

Umiddelbart var der intet, der indikerede, at en biljagt ville finde sted gennem Randers tirsdag formiddag. Ikke desto mindre var det det, der skete.

En patruljevogn fra Østjyllands Politi standsede en sort Audi-stationcar til det, der skulle have været et roligt rutinetjek.

Herefter valgte føreren af bilen af gasse op, hvorefter vedkommende flygtede fra stedet. Patruljevognen satte efterfølgende efter, og der blev tilkaldt forstærkning.

Jagten fortsatte gennem store dele af byen med flugtbilisten forrest og patruljevogne og motorcykelbetjente lige efter.

»Flugtbilisten kørte med høj fart rundt i store dele af byen,« fortæller politikommissær Allan Rubin og tilføjer, at biljagten blandt andet gik ad Hobrovej, Ringboulevarden, Mariagervej og Hadsundvej samt ad mindre veje som Nyvangsvej, Mimersvej og Lucernevej i Randers.

»På et tidspunkt tabte patruljen desværre bilen af syne, og kort efter fandt vi den efterladt på Platanvej,« tilføjer Allan Rubin.

Østjyllands Politi beder offentligheden om hjælp og vil gerne i kontakt med folk, der enten så bilisten og eventuelle passagerer løbe fra bilen på Platanvej eller ved, hvem bilisten er. Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på telefonnummeret 114.