Søndag morgen stod flere beboere i Svendborg op til en noget anderledes morgen. Og ikke den gode slags.
En mand i 30'erne havde nemlig fra morgenstunden raseret i flere af byens gader og endte også i en Kvickly, hvor han skabte utryghed.
Fyns Politi rykkede derfor ud til supermarkedet, hvor manden blev pågrebet og anholdt, fortæller vagtchef, Henrik Strauss, til TV 2 Fyn.
Udover mandens utryghedsskabende adfærd i den lokale Kvickly, så har politikredsen indtil videre fået meldinger om fire biler i gaderne omkring bymidten, der er udøvet hærværk på.
Og det stopper ikke her.
TV 2 Fyn har også talt med en af byens forretningsdrivende, nemlig caféejer Maria Alsing Johansen, der mødte op til, at caféens møbler var blevet væltet.
Derfor har politikredsen også en opfordring til de lokale.
»Bor man i det område, eller har man holdt parkeret der her i morgentimerne, så bør man tjekke sin bil. Hvis der er sket noget med den, kan man ringe til politiets servicenummer 114 og anmelde det, så vi kan få samlet det hele,« lyder det fra vagtchefen til mediet.
Gerningsmanden er stadig i politiets varetægt, men der er endnu ikke taget stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
