En fireårig dreng meldes at være »meget alvorlig tilskadekommen« efter en bilulykke på en motorvej på Fyn natten til søndag.

Fyns Politi har søndag aften stadig ikke noget nyt.

»Måske kan vi sige noget nyt i morgen, mandag formiddag, men lige nu er det status quo,« lyder det fra vagtchef ved politikredsen Milan Holck til B.T.

Vagtchefen henviser i stedet til de oplysninger og udtalelser, som poltiet søndag morgen sendte ud i en pressemeddelelse.

Her oplyses det, at en 27-årig mand har mistet livet i ulykken, der fandt sted på Fynske Motorvej mellem Ejby og Aarup.

I den forbindelse kom den fireårige også slemt til skade.

I pressemeddelelsen uddyber politiet således:

»Der har været bilinspektør på stedet, og da der er flere parter involveret, pågår der nu en række undersøgelser ligesom politiet mangler at tale med flere vidner, for at klarlægge hændelsesforløbet. De indledende undersøgelse tyder dog på, at bilen med den 27-årige mand og barnet er brudt ned i det yderste spor, hvorefter den er blevet påkørt af en anden bil.«

Ifølge pressemeddelelsen er drengen i livsfare, og yderligere to personer er alvorligt tilskadekomne, men uden for livsfare.

Politiet mistænker hverken spiritus eller euforiserende stoffer.