Detaljerne om en mistænkelig mand, der kørte rundt i en hvid bil på Roskilde Station den samme nat, som Emilie Meng forsvandt, er politiet nu meget interesserede i at høre mere om.

Faktisk så interesserede, at de nu – tre år efter Emilie Meng forsvandt – oven på de nye oplysninger, der er kommet frem i niende afsnit af B.T.s podcast 'Nogen ved noget: Emilie Meng-mysteriet', har valgt at genafhøre vidnet 'Louise'.

I det 11. og sidste afsnit af podcasten, som du kan høre herunder, berører vi igen Louises fortælling om manden i den hvide bil, ligesom vi gennemgår vigtige og hidtil uafklarede spor i sagen.

Derudover besvarer vi mange af de spørgsmål og henvendelser, der er kommet fra lytterne under tilblivelsen af 'Nogen ved noget: Emilie Meng-mysteriet'.

Forsøgt presset ind i bilen

Politiets bestyrkede interesse i Louise skyldes, at den i dag 24-årige kvinde i B.T.s podcast fortæller, hvordan hun natten til den 10. juli 2016 på Roskilde Station – blot tre timer før 17-årige Emilie Meng forsvandt fra Korsør Station –  blev antastet af en mistænkelig mand i en hvid bil.

Føreren af bilen – en familielignende mand i alderen 40-50 år, 170-180 cm høj, tæt bygget – forsøgte meget insisterende at få Louise ind i bilen.

»Jeg kan ikke helt sige, hvad det var, men der var et eller andet ved ham, der gjorde, at jeg ikke skulle ind i den bil. Han var meget søgende for at få mig ind i bilen. Det virkede, som om han virkelig prøvede at presse mig med,« fortæller Louise.

På baggrund af de nye oplysninger i Emilie Meng-sagen – som Louise nu kommer med – har B.T. overdraget Louises kontaktoplysninger til Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Og de tillægger tilsyneladende oplysningerne så meget vægt, at de nu har valgt at tage kontakt til hende, selv om hendes vidnesbyrd ligger mere end tre år tilbage.

Efter politiets afhøring af Louise onsdag har B.T. været i kontakt med hende.

Udpegning kan komme på tale

Den uge kvinde fortæller, at hun ikke kan udtale sig i detaljer, fordi hun nu har givet et vidneudsagn i sagen, men at politiet generelt var interesseret i at vide mere om bilen og om den mand, hun mødte den lørdag nat for tre år siden.

Hun oplyser desuden, at en såkaldt udpegning på et senere tidspunkt kan komme på tale, hvis politiet gerne vil have, at hun skal vurdere én mistænkt over for nogle andre.

Det er denne bil, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi den 20. juni 2017 efterlyser i Emilie Meng-sagen. En hvid eller lys Hyundai i30.
Det er denne bil, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi den 20. juni 2017 efterlyser i Emilie Meng-sagen. En hvid eller lys Hyundai i30. Foto: Foto: Politiet
Vis mere

Det er nu anden gang, at Louise taler med politiet i forbindelse med Emilie Meng-sagen.

Første gang var i dagene efter, at politiet den 20. juni 2017 gik ud med overvågningsbilleder fra Korsør Station og efterlyste en hvid eller lys Hyundai i30, som var blevet set forlade stationen, kort tid efter Emilie Meng havde passeret den.

Dengang fortalte Louise ligeledes politiet om sin oplevelse på Roskilde Station, men følte ikke, at hun fik givet den bedste forklaring, fordi hun var nervøs og fik lagt vægt på nogle andre detaljer.

Efter Louise har henvendt sig til B.T. og fået fortalt sin historie i podcasten – og nu igen til politiet – er hun glad for at have videregivet oplysningerne om den mand, som hun stadigvæk i dag er overbevist om, er Emilie Mengs morder.

Du kan høre hele Louises fortælling om mødet med den mand, som hun er overbevist om, er Emilie Mengs morder, i niende afsnit af 'Nogen ved noget: Emilie Meng-mysteriet'.

Louise er ikke hendes rigtige navn, og hendes stemme i podcasten er forvrænget.

Louise tør ikke stå frem med sin fulde identitet, når morderen stadig er på fri fod. B.T. er bekendt med hendes sande identitet.

Lyt til B.T.s podcast 'Nogen ved noget: Emilie Meng-mysteriet' her.

Ved du noget om sagen, hører vi meget gerne fra dig. Skriv til meng@bt.dk – Tak.