De seneste uger er der blevet anmeldt ikke mindre end 30 indbrud i villaer i den nordjyske by Hobro.

Nu efterlyser Nordjyllands Politi den formodede gerningsmand.

»Der har ellers været en lang periode med meget få indbrud i byen, så vi tager denne stigning i indbrud alvorligt. Vi efterforsker massivt i de enkelte sager, men indtil videre har vi ikke noget bud på, hvem gerningsmanden er,« siger politikommissær Mikkel Brügmann i en pressemeddelelse.

Politiet oplyser, at gerningsstederne ofte er i nærheden af stier, så gerningsmanden har kunnet komme hurtigt væk fra husene.

Der har tidligere været en del villaindbrud i Randers, Hadsten og Viborg, hvor fremgangsmåden minder om dem, som er set i Hobro.

Om personen, som politiet efterlyser, også er mistænkt for indbruddene uden for Hobro, kan Mikkel Brügmann ikke sige med sikkerhed, oplyser han til B.T.:

»Det lægger vi os ikke fast på. Men der sker nogle ting i de områder, som stemmer overens med det, vi ser.«

»Derfor mistænker vi, at den samme gerningsmand kan operere i et større område,« siger politikommissær Mikkel Brügmann.

Politikommissæren håber nu at høre fra flere vidner, der enten har kendskab til personen eller måske har set ham i området.

»Ring straks til os på 114, hvis du har oplysninger i sagen,« pointerer Mikkel Brügmann, der også opfordrer til, at borgerne kontakter politiet, hvis de observerer mistænkelig adfærd på villaveje eller stier.

Da politiet ikke kender mandens identitet, udelukker man ikke, at der er tale om en udlænding. Vedkommende kan derfor opholde sig i sommerhuse, kolonihaver eller lignende.

Bor man tæt på et gerningssted – og har videoovervågning – håber politiet ligeledes, at man vil tjekke for 'ubudne gæster', som politiet beskriver det.

B.T. talte forleden med Merete Eliassen, som er en af dem, der har været udsat for indbrud i Hobro.

Hun blev slået og skubbet omkuld, hvorefter gerningsmanden iført elefanthue stak af med indholdet fra hendes taske.

Meretes fortælling kan du læse her.