Det er snart et halvt år siden, at en 16-årig pige døde under sit arbejde på et stutteri, Stald Gavnholt, ved Silkeborg.

Nu er politiet så begyndt på det, der betegnes som »rigtig mange afhøringer« i sagen.

»Det kommer til at tage noget tid,« siger politikommissær Mads-Peter Jeldtoft Larsen fra Særlovsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest:

»Man skal blandt andet have klarlagt rutiner, oplæring og standarder. Sagen skal belyses fra flere sider.«

Det var i juni, at pigen blev dræbt under ulykkelige omstændigheder.

Her skulle hun føre to heste over en gårdsplads på stutteriet, da den ene af dem blev forskrækket og satte i løb.

Den 16-årige blev trukket efter hesten og døde efterfølgende af sine kvæstelser.

Arbejdstilsynet uddelte efterfølgende et strakspåbud, fordi arbejdet med at få hesten fra stald til folk »ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt«.

Hesten blev tilsyneladende forskrækkede over tilstedeværelsen af en slamsuger, der ikke normalt stod på gårdspladsen.

At politiet først er gået i gang med afhøringerne knap et halvt år senere skyldes, at man har afventet en udtalelse fra Arbejdstilsynet, og den er kommet nu.