Rovmord: 23 års uvished blev i går afløst af afklaring for familien, da politiet sigtede Amagermanden for mordet på Edith.

I går blev 23 år med uro og bekymring hos familien Andrup skiftet ud med afklaring, da politiet sigtede en mand for mordet på 73-årige Edith Louise Andrup.

Musse, som alle i familien kaldte hende, blev myrdet i 1987 - og mistanken var allerede dengang på den såkaldte Amagermand, der nu er sigtet i sagen.

- Jeg er så lettet i dag. Det er helt utroligt, at sagen nu kan blive afsluttet. Og det er da helt fantastisk, at man kan opklare en sag så mange år efter, siger den 50-årige kvinde M, der er stedbarnebarn af Musse.

Søgte alternativ hjælp

Familien har været så opsat på at finde svar, at de for nogle år siden medvirkede i 'Fornemmelse for mord' på Kanal 4, hvor clairvoyante forsøgte at hjælpe med at løse uopklarede drab.

Familiens mænd i søgelyset

- Men dengang kom der desværre ikke noget svar. Og det er det, vi har ønsket de mange år. Nogle facts, som det ser ud til, at vi får nu, siger M.

Mændene i familien var dengang i politiets søgelys, fordi meget tydede på, at Edith Louise Andrup kendte sin morder og selv havde lukket ham ind. Edith Louise Andrup var enke efter en underdirektør på Carlsberg - og familien var ganske velhavende. Og hver jul spiste de på Hotel d'Angleterre.

- Politiet interesserede sig meget for fod- og fingeraftryk og lavede husransagninger hos min far og min bror flere gange, siger M.

Flyttede for ofret

Amagermanden var dengang i politiets søgelys, fordi han via sit job som flyttemand hos 3x34 havde arbejdet for Edith Louise Andrup.

M er i øvrigt ikke det eneste familiemedlem til Edith Louise Andrup, B.T. har talt med. I Helsingør bor Inge Andrup.

- Men det er jo mange, mange år siden. Hun var min farbrors 2. kone. Jeg kom en del hos dem, da jeg var barn og ung - men har ikke set hende, siden min fars bror døde. Men hun var en fin og nydelig dame. Og det er rart, hvis man nu har fundet den skyldige, siger Inge Andrup.