Han havde skrevet under på, at han ikke måtte køre vanvidskørsel, før han satte sig bag rattet i en luksus-leasingbil: en Audi A6 Avant.

Men det valgte en 19-årig mand at se stort på, så snart foden ramte speederen.

Med 131 kilometer i timen drønede han ned ad Østbrovej i Brøndby, hvor den maksimalt tilladte hastighed var 60 kilometer i timen, skriver sn.dk.

Her stoppede prøveturen brat, da en politipatrulje fik øje på Audien og fik bragt den 19-årige til standsning.

Audi 6 Avant.
Audi 6 Avant. Foto: Morten Germund
Vis mere

Den unge mand blev sigtet for vanvidskørsel, og da sagen kom for retten, erkendte han, at han havde kørt for stærkt.

Han mente dog, at han maksimalt havde kørt 90 kilometer i timen.

Retten vurderede imidlertid, at den 19-årige havde kørt langt hurtigere og lagde anklagemyndighedens påstand til grund for dommen, som blev afsagt onsdag 23. november 2022.

Her blev den 19-årige mand idømt 20 dages ubetinget fængsel.

Han blev også frakendt kørekortet i tre år.

Desuden blev luksusbilen, som har en værdi på cirka 600.000 kroner, konfiskeret af retten.

Den 19-årige kan nu se frem til et stort erstatningskrav fra leasingselskabet.