Dykkere fra Søværnets Dykkertjeneste søgte tirsdag efter mulige spor i en sø i forbindelse med en sag om et drab i Christiansfeld i starten af marts.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag.
En 68-årig mand blev 2. marts fundet død på en landejendom i Taps ved Christiansfeld.
Og tirsdag var dykkere så i Ødis Sø på baggrund af en borgerhenvendelse.
Der er omkring otte kilometer fra søen til Taps.
- Dykkerens tilstedeværelse ved søen skyldes en borgerhenvendelse, men af hensyn til efterforskningen kan vi ikke dele flere oplysninger om dette efterforskningsskridt, siger vicepolitiinspektør Carsten Vester i pressemeddelelsen.
Seks personer er sigtet for drab og medvirken til drab i sagen. De blev anholdt 7. marts. To personer er aktuelt frihedsberøvet i sagen.
Der er tale om en 25-årig mand, der er sigtet for at stå bag drabet, og en 35-årig, der er sigtet for medvirken til drabet.
Ifølge sigtelsen, der blev læst højt i et grundlovsforhør 8. marts, blev den 68-årige stukket med kniv i halsen og udsat for stump vold, der medførte brækkede ribben.
De seks personer, der den dag blev fremstillet, nægtede sig skyldige. De er i alderen 19 til 61 år.
Ved grundlovsforhøret var en serbisktalende tolk til stede.
Politiet opfordrer alle borgere, der måtte ligge inde med viden og observationer, der kan hjælpe efterforskningen, til at kontakte politiet.
Politiet vil også gerne høre fra personer, der har opholdt sig ved Ødis Sø mellem 1. og 10. marts.
- Vi takker mange gange for alle de borgerhenvendelser, som vi har fået i forbindelse med efterforskningen af denne meget alvorlige sag, siger Carsten Vester i pressemeddelelsen.
- Vi er fortsat meget interesserede i at høre fra borgere, der måtte have set noget bemærkelsesværdigt eller mistænkeligt ved Ødis Sø i perioden fra 1. til 10. marts.
/ritzau/
