Eftersøgningen efter en 68-årig mand, der søndag blev meldt savnet af sin søn, blev indstillet sent søndag.

Det skete, efter at redningsfolk fra Sæby Redningsstation havde fundet den 68-åriges jolle ved Aså, hvor den var sunket.

Det oplyser vagtchef Torben Larsen fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.

Politiet og beredskabet igangsatte søndag aften en større eftersøgning af den 68-årige mand, som fredag var sejlet ud i sin jolle ved Sæby i det østlige Vendsyssel.

»Vi får en henvendelse fra sønnen, der er urolig, idet han ikke kan komme i kontakt med faren,« fortalte vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi til TV 2 Nord søndag aften.

Manden havde en mobiltelefon med, men der havde ikke været forbindelse til den siden fredag aften.

Der blev derfor sat både og dykkere i vandet i håbet om at finde den 68-årige mand.

De ledte i et større område ud til Læsø og ned til Anholt.

Sent søndag aften fandt redningsfolk så den 68-åriges jolle ved Aså, hvor den var sunket.

Dykkere fra Nordjyllands Beredskab afsøgte herefter bunden omkring findestedet, men fandt ikke den 68-årige.

Derefter valgte man at indstille eftersøgningen, fordi det var så lang tid siden, at manden var sejlet ud fredag, skriver Nordjyske.