Med skibe, helikopter og droner har politiet ledt efter en mand, som ikke kom hjem efter rotur i sin kajak.

Sønderborg. En 38-årig mand fra Sønderborg har været forsvundet siden onsdag, da han ikke kom hjem efter at have roet i sin kajak på Augustenborg Fjord. Dykkere har lørdag fundet manden druknet.

Mandens pårørende er underrettet. Det skriver Sydjyllands Politi på Twitter.

Den 38-årige satte onsdag eftermiddag klokken 14 ud fra Als ved Sebbelev i en havkajak. Da han ikke vendte hjem klokken 17 som aftalt, blev en større eftersøgning sat i værk.

Med skibe, helikopter, droner og dykkere eftersøgte flere myndigheder manden, ligesom hunde ledte efter ham langs stranden.

Kajakroerens bil blev fundet onsdag aften på den vej, der hedder Sebbelev Skov. Siden blev både kajakken og mandens redningsvest, pagaj og støvler fundet.

Politi og beredskab indstillede eftersøgningen af den 38-årige mand torsdag aften.

Kajakroeren blev fundet af dykkere fra Sønderborg Brand og Redning. Det er ikke oplyst, hvor manden præcis blev fundet.

/ritzau/