To mænd er i dybeste hemmelighed blevet anholdt og fængslet for et opsigtsvækkende indbrudstyveri fra en rigmand i Gentofte nord for København, erfarer B.T.

Her blev en uerstattelig privatsamling af 35 kg uvurderligt sølvtøj for godt tre måneder siden stjålet ved et indbrud i en privat villa.

Alle de stjålne sølvgenstande, der betegnes som en unik, kunsthistorisk skat, er blevet fundet af Nordsjællands Politi.

Og den lykkelige ejer har tirsdag formiddag ved en besigtigelse kunnet bekræfte over for politiet, at alle stjålne sølvgenstande er blevet skaffet til veje igen.

De ældste dele af den uerstattelige sølvskat, der blev stjålet fra en privat samlers villa i Gentofte, daterer sig helt tilbage til cirka 1580.
De ældste dele af den uerstattelige sølvskat, der blev stjålet fra en privat samlers villa i Gentofte, daterer sig helt tilbage til cirka 1580. Foto: Nordsjællands Politi
Vis mere

»Jeg kan bekræfte, at vi i fredags ved et lukket retsmøde ved Retten i Lyngby har fået varetægtsfængslet to personer, som vi sigter for det omfattende sølvtyveri. Der er tale om to danske mænd, som begge blev varetægtsfængslet for fire uger, men på grund af de lukkede døre og referatforbud kan jeg ikke gå nærmere i detaljer,« oplyser politikommissær Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi til B.T.

Den stjålne sølvskat, som ejeren har indkøbt gennem 50 år, blev fundet af politiet i en af de anholdte mænds besiddelse.

Det skete på en lokalitet i Nordsjælland, som efterforskningslederen foreløbig ikke kan lokalisere nærmere.

De to fængslede mænd i sagen er hhv. 40 og 44 år. De sigtes for tyveri af særlig grov beskaffenhed. Begge nægter sig skyldige.

»Vi har stadig gang i en fremadrettet efterforskning, som vi forventer kan resultere i flere anholdelser. Efterforskningen har haft høj prioritet, fordi der er tale om kunsthistoriske genstande, som er en del af den danske kulturarv. Derfor er der blevet efterforsket intensivt med klassisk, hårdt politiarbejde,« tilføjer politikommissær Henrik Sejer.

Dusørjægeren Casper sad varetægtsfængslet i knap et halvt år efter at have skaffet det stjålne sølvtøj tilbage.
Dusørjægeren Casper sad varetægtsfængslet i knap et halvt år efter at have skaffet det stjålne sølvtøj tilbage. Foto: Nordsjællands Politi
Vis mere

Den omfattende sølvskat består af kulturhistoriske klenodier som fade, lysestager, krus og skrin og vejer samlet omkring 35 kg. Det er blevet anslået, at samlingen ville kunne indbringe op mod 15 millioner kroner, hvis den blev solgt på det lovlige marked.

Det var medvirkende til, at ejeren efter tyveriet udsatte en rekordstor dusør på tre mio. kroner for oplysninger, der kunne skaffe det uerstattelige sølvtøj tilbage. Hvorvidt denne dusør nu kommer til udbetaling, er endnu uvist.

»Det er for tidligt at sige og er under alle omstændigheder ikke noget, som politiet tager stilling til. Det er op til sølvtøjets ejer at afgøre,« lyder det fra politiets efterforskningsleder.

Sølvskatten blev stjålet natten til lørdag 8. september fra ejerens villa i Gentofte ved et udspekuleret indbrud, som politiet kort efter betegnede som meget »professionelt«.

I håb om at få sin uerstattelige samling af sølvtøj tilbage udsatte den private samler fra Nordsjælland en dusør på først tre millioner kroner. Siden blev den forhøjet med 600.000 kroner for at skaffe de stjålne genstande tilbage.
I håb om at få sin uerstattelige samling af sølvtøj tilbage udsatte den private samler fra Nordsjælland en dusør på først tre millioner kroner. Siden blev den forhøjet med 600.000 kroner for at skaffe de stjålne genstande tilbage. Foto: Nordsjællands Politi
Vis mere

Gerningsmanden eller -mændene satte fra villaens have en stige til husets førstesal, hvor man brød en dør op. Her lykkedes det at omgå alarmen, så man koldblodigt og målrettet kunne udvælge de sølvgenstande, man helst ville stjæle.

Gerningsmændene tog nemlig ikke rub og stub under indbruddet.

Derimod gik man tilsyneladende efter udvalgte og ret specielle sølvgenstande, mens andre kunstgenstande blev efterladt i villaen.

Politiet og ejeren kunne efter tyveriet oplyse, at noget af det uerstattelige sølv var omfattet af et eksportforbud, hvor man på grund af dets store historiske værdi skulle søge om tilladelse, hvis det skulle eksporteres til udlandet.

De kostbare sølvgenstande blev stjålet ved et professionelt udført indbrudstyveri i september 2018.
De kostbare sølvgenstande blev stjålet ved et professionelt udført indbrudstyveri i september 2018. Foto: Nordsjællands Politi
Vis mere

Til B.T. siger ejeren af den genfundne sølvskat, at han er stærkt lettet over, at det er lykkedes politiet at finde frem til hans samling.

»Det er en stor lettelse, kan jeg godt love dig. Jeg ville aldrig have mulighed for at genanskaffe samlingen, som er nationale klenodier af stor betydning - ikke kun for mig, men for nationen. Det ældste af det daterer sig tilbage til ca. 1580,« oplyser ejeren, der ønsker at være anonym.

»Om dusøren på de tre millioner kroner ender med at komme til udbetaling, er der endnu ikke taget stilling til. Den del af sagen beskæftiger politiet sig ikke med, men hvordan dusørspørgsmålet kommer til at køre, skal blandt andet også et forsikringsselskab ind over. Det ser vi på, når vi er kommet lidt længere frem i tiden, og efterforskningen er færdig,« tilføjer sølvskattens ejer.

Det stjålne sølvtøj blev leveret tilbage til ejeren efter at have været stjålet i godt tre måneder.
Det stjålne sølvtøj blev leveret tilbage til ejeren efter at have været stjålet i godt tre måneder. Foto: Nordsjællands Politi
Vis mere

Da B.T. fanger ham på telefonen, er han netop kommet hjem til Gentofte efter at have genset sin sølvskat på politigården i Helsingør, hvor effekterne endnu er pakket ind i plastik.

»Der skal foretages sporsikring, og blandt andet skulle jeg også selv aflevere fingeraftryk. Men det hele så heldigvis ud til at være der, og intet af det så umiddelbart ud til at være kommet til skade på nogen måde,« tilføjer den lettede ejer.