33-årige Sara er fanget. Hun står i en kiosk i københavnerkvarteret Nordvest, mens en mand går frem og tilbage foran butikken.

Som en løve, der vogter indgangen og venter på sit bytte.

Året er 2024, og manden er fulgt efter hende, efter de kort stødte på hinanden på Saras lokale værtshus.

Da Sara forlader værtshuset, hører hun nogen råbe bag sig. Det er manden fra værtshuset, som hurtigt indhenter hende og overøser hende med spørgsmål.

Sara afviser høfligt, men kontant mandens tilnærmelser og begynder at sætte tempoet op.

Men lige lidt hjælper det.

»Han bliver ved med at presse på og spørger et utal af gange, om jeg ikke vil med hjem til ham. På et tidspunkt stiller han sig foran mig og blokerer fortovet,« erindrer Sara.

Pludselig ændrer hans retorik sig markant - som om nogen har trykket på en usynlig knap. Sara husker, at manden, der er af anden etnisk herkomst end dansk, bliver vred og siger ordene:

»Det er sikkert fordi, jeg ikke hedder Morten eller Peter, din fucking klamme racist! Fucking klamme luder, du fortjener at blive voldtaget, jeg håber, du fucking dør!«

De grove beskyldninger ryster Sara i hendes grundvold.

»Jeg er ekstremt ramt og rystet af at blive kaldt racist, da det er noget af det værste, jeg kan forestille mig, at nogen tænker om mig, og han fik mig til at føle, at jeg er det værste menneske på jorden, uden jeg ved, hvad jeg har gjort,« fortæller hun.

Sara ved på det her tidspunkt ikke, at manden, som B.T. i den her artikelserie har navngivet ‘manden på den sorte cykel’, udsætter et hav af kvinder for lignende grænseoverskridende både psykiske og fysiske handlinger.

Snart mærker hun også på egen krop, at manden kan skride fra ord til handling.

For da Sara får et lille forspring på fortorvet, indhenter han hende af to omgange. Hans vrede og foragt bliver for alvor til at føle på, da han til sidst spytter mod hende og rammer hendes sko.

Sara husker tydligt, hvordan manden skræmte og rystede hende voldsomt. Foto: Privat

Og da hun drejer skarpt ind for at søge dækning i en kiosk, griber manden også ud efter hende.

»Han hiver fat i min jakke og tager et skridt ind i kiosken. Men så giver han slip lidt efter,« fortæller Sara.

Han bliver ifølge Sara stående foran kiosken og går frem og tilbage, mens han råber og skriger.

15 minutter går.

Sara vover pelsen og stikker forsigtigt hovedet ud af kiosken for at se, om kysten er klar.

Det viser sig, at manden har stillet sig op ad muren, nærmest som om han prøver at gemme sig.

Yderligere fem minutter går, og Sara får kioskmanden til at kigge ud af døren. 

Nu farer hun ud af kiosken og løber hjem. Heldigvis er manden forduftet.

Episoden ved kiosken er imidlertid ikke første gang, Sara støder på manden.

Allerede året før havde hun haft et besynderligt møde med ham på hendes arbejdsplads.

Dengang var manden bud for et madudbringningsfirma og skulle sætte noget mad af på Saras job.

Men i stedet for at aflevere maden og tage videre, bliver manden hængende og holder sig tæt op af Sara, mens hun prøver at arbejde.

»Jeg har travlt den her aften, men han følger mig rundt. Han fortæller mig, jeg er den smukkeste medarbejder, han nogensinde har set,« fortæller Sara. 

Mest af alt synes hun, at manden er mærkelig og uden situationsfornemmelse. Hun har hverken tid eller lyst til at tale med ham.

»Jeg afviser ham tre gange, men det er først, da tre mænd stiller sig omkring og skærmer mig, at han smutter,« siger Sara.

B.T. har forelagt Saras beskrivelse af hændelsen for manden, som ikke har ønsket at deltage i artiklen. Han nægter dog at have udsat hende eller andre kvinder for krænkelser.

Sara anmelder ikke episoderne med det samme. Tidligere oplevelser med politiet i både arbejdslivet og privatlivet har gjort hende skeptisk.

Men da hun en tilfældig dag falder over et opslag på sociale medier, skifter hun mening.

Det går op for hende, at hun er langt fra den eneste kvinde, som har fået sat en skræk i livet af denne mand.

Det leder til, at hun tre måneder efter episoden i kiosken ringer til politiet. Men det ender ikke med at være en lettelse for hende.

»Politibetjenten i røret, spørger mig, hvorfor jeg ikke anmeldte det, da jeg stod i kiosken. Så jeg følte mig ret dum,« fortæller Sara.

Siden da har hun modtaget en kvittering, der bekræfter, at politet har modtaget hendes anmeldelse. Derudover har hun ikke hørt noget fra politiet.

B.T. har rakt ud til Københavns Politi og spurgt dem, hvordan 'manden på den sorte cykel' i så mange år har fået lov til at fortsætte sine chikaner. Man har dog kun ønsket at forholde sig meget generelt til problemstillingen - læs deres svar herunder:

Sara er ikke kvindens rigtige navn. Af hensyn til kvindens professionelle virke og frygt for at blive opsøgt igen har B.T. givet hende et dæknav.