Det er ikke bare sket en gang, men flere gange i den forgange uge, at luftrummet over Aalborg måtte lukkes.
Det sker på grund af 'farlig' droneflyvning, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Tidigere i dag kunne Nordjyllands Politi sigte en 41-årig mand for at flyve med drone i 80 meters højde inden for flyvesikkerhedszonen ved Aalborg.
Manden skulle indspicere et tag nær havnen i Aalborg i embeds medfør.
Men dronen gik straks i militærets sensor, da han flyver inden for lufthavnens zone.
Vagtchef ved Nordjyllands Politi, politikommissær Morten Axelsen, uddyber om sigtelsen:
»Han havde ikke sat sig ind i reglerne på området og havde derfor ingen idé om, at han fløj i en sikkerhedszone. Ydermere havde han ikke dronecertifikat, hvilket også er påkrævet, når der flyves i bebyggede områder.«
Både dronens log og militærets radar havde logget dronen 80 meter oppe.
Også i går kunne Nordjyllands Politi fortælle om en dronefører i Frederikshavn, som blev sigtet for at flyve for tæt på et militæranlæg, forklarer vagtchefen.
»Jeg ville ønske, at folk var klar over, hvad de sætter i værk, når de flyver med drone i en sikkerhedszone, for tæt på militære anlæg eller ’bare’ lader dronen gå for højt op.«
»De militære radarer fanger og registrerer det hele, og hver gang bliver adskillige instanser tilkaldt, og adskillige procedurer træder i kraft. Det er med andre ord et omstændeligt projekt – men vi gør det uden at blinke, fordi det udgør en reel sikkerhedsrisiko.«
Militærets sensor i Aalborg Lufthavn logger i gennemsnit 240 droneflyvninger om ugen, og i Frederikshavn har militæret siden april måned logget omkring 2000 flyvninger med 1300 forskellige droner.
Af de 2000 flyvninger har 16 procent fløjet højere, end reglerne foreskriver.
Vagtchef Morten Axelsen har én bøn til de mange, mange droneførere:
»Sæt jer ind i reglerne, før I sætter dronerne i luften.«