Kort efter midnat natten til fredag skød ukendte gerningsmænd mod to mænd, der sad i en bil.

Gerningsmændene kom kørende forbi dem, da de pludselig affyrede skud.

Det såkaldte 'drive-by'-skyderi fandt sted ved Gersagerparken i Greve klokken 00.30 natten til fredag.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands politi Henrik Møller Nielsen til Ritzau tidligt fredag morgen.

»De to mænd befinder sig i en bil, da de bliver beskudt fra nogle personer fra en anden bil, som derefter kører fra gerningsstedet,« siger han.

De to mænd er begge uskadte, oplyser han.

Men bilen er blevet ramt af skud.

Politiet ved ikke, hvor mange personer der befandt sig i den bil, hvorfra der blev skudt.

Der er tale om en sort bil, oplyser vagtchefen.

»Vi har været ude med hunde og afsøge gerningsstedet,« siger Henrik Møller Nielsen.

Politiet kan endnu ikke sige noget om årsagen til skyderiet.

»Det er vi ved at undersøge nu,« siger vagtchefen.