En efterskole, der brænder!

Det lyder som et vågent mareridt for både forældre og lærere, og det kunne da også være gået helt galt, da en gruppe drenge legede med ild på Farsø Efterskole i Himmerland.

Ilden brød ud på et værelse mandag aften, og herfra bredte den sig til fire værelser med plads til otte elever.

Hele bygningen med de fire værelser blev ødelagt af branden, oplyser forstander Anette Smed til TV 2 Nord.

Heldigvis kom hverken elever eller lærere noget til.

Dagen derpå viste politiets efterforskning, at det var en gruppe drenge, der havde leget med en lighter og brandbar væske på deres værelse.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Fastergaard, kalder det for 'drengestreger.'

»Heldigvis er der ikke sket andet end materiel skade, og det er ikke bevidst, det er sket. Men det er ikke særlig hensigtsmæssigt,« siger han til tv-stationen.

Forstanderen kalder episoden for 'en stor dumhed' og understreger, at drengene er 'mega kede af det.'

Drengene bliver nu sigtet efter beredskabsloven, og ellers er det op til skolen at håndtere sagen.

De elever, der har haft brug for det, har fået hjælp af en psykolog.