To drenges farlige leg med fyrværkeri er angiveligt årsag til, at en campingvogn i Vanløse er brændt ned til grunden.

Brandfolk har søndag aften slukket en campingvogn, der var brudt i brand på hjørnet af Thyborøn Allé og Klitmøllervej i københavnerforstaden Vanløse.

Ilden havde imidlertid så godt fat i campingvognen, at den nåede at brænde ned til grunden, inden brandmændene fik slukket ilden med skum.

Et vidne fortæller til B.T.s fotograf, at ilden opstod som følge af to drengens leg med fyrværkeri.

Udbrændt campingvogn.
Udbrændt campingvogn. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Vidnet fortæller, at de to drenge skød efter hinanden med fyrværkeri, og at de herefter gav sig til at skyde løs på campingvognen.

Da campingvognen brød i brand, løb de væk fra stedet.

Vagtchef Henrik Sveistrup bekræfter, at der har været ild i en campingvogn, men fortæller, at brandårsagen endnu er ukendt.

»Vi har fået at vide, at der har været nogle drenge, som skød med fyrværkeri i området, men vi kan ikke sige med sikkerhed, om det har noget med branden at gøre,« siger han.