To drenge på blot otte og 15 år er blevet anholdt for organiseret butikstyveri i Nordsjælland.

Det skriver Uge-Nyt.

Butikstyveriet udførte de angiveligt ved, at den ældste dreng samlede varer sammen i Føtex i Kokkedal, hvorefter den yngre dreng listede ud af butikken med varerne og gemte dem bag en container.

Til sidst blev den yngste dreng dog set af personalet fra en nabobutik, fortæller politikommissær Bruno Witting-Hansen fra Nordsjællands Politi til lokalmediet.

»Da drengen var gået ind for at hente den næste omgang varer, fjernede personalet de stjålne tyvekoster og kontaktede politiet. Da han kom tilbage til skjulestedet igen, kunne vi anholde begge drenge,« fortæller han.

De to drenge nåede ifølge politiet at stjæle for 8.000 kroner, mens den ældste dreng var ved at samle varer for 1.800 kroner, da de blev anholdt.

Begge drenge er efter anholdelsen blevet overdraget til de sociale myndigheder. Da den ældste er 15 år, kan han dog straffes for tyverierne.