Den 13. december blev en dreng overfaldet med en stor kniv i København. Fire unge, som han kender, er anholdt.

En 15-årig dreng blødte voldsomt, da han i december sidste år blev overfaldet med machete på Gammel Køge Landevej i København.

Nu har politiet anholdt fire unge i alderen 15 til 17 år, som mistænkes for at stå bag overfaldet.

Ifølge politiet var overfaldet med henblik på at slå ihjel, da det har sigtet de fire for drabsforsøg og medvirken til drabsforsøg.

- Vi har her til morgen anholdt fire personer mellem 15 og 17 år for et overfald ved Gammel Køge Landevej den 13. december, skriver Københavns Politi på Twitter.

Offeret, der siden er fyldt 16 år, blødte voldsomt efter slaget med den store kniv mod baghovedet. Det fremgik af anmeldelsen, der indløb til politiet lidt efter klokken 19 den 13. december, kunne Ekstra Bladet dengang berette.

Betjentene på stedet koncentrerede sig i første omgang om at yde drengen livreddende førstehjælp, oplyste politiets vagtchef ifølge TV 2 Lorry.

Drengen blev kørt til behandling på Rigshospitalet. Han blev efterfølgende meldt i stabil tilstand.

Ifølge Københavns Politi tyder efterforskningen på, at de anholdte og offeret kender hinanden.

- Og der er ikke noget, som tyder på, at de har relation til bandemiljøet, lyder det videre.

To af de anholdte - en 15-årig og en 17-årig - er tirsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg. Her har en dommer valgt at opretholde anholdelsen i tre døgn.

Det betyder, at politiet har 72 timer til at efterforske sagen nærmere.

De to andre anholdte, der begge er 16 år, blev ikke stillet for en dommer.

/ritzau/