Dreng stukket ned foran ungdomsklub i Rødovre
En dreng på 16 år blev onsdag aften stukket ned i en skolegård foran en ungdomsklub. Han er uden for livsfare.

En dreng på 16 år blev onsdag aften stukket ned i en skolegård foran en ungdomsklub. Han er uden for livsfare.

En 16-årig dreng blev onsdag aften stukket ned i skolegården på Islev Skole i Rødovre.
Det skriver Rødovre Kommunes borgmester, Britt Jensen (S), på sin facebookside, og Københavns Vestegns Politi bekræfter over for Ritzau, at politikredsen onsdag aften fik en anmeldelse om knivstikkeri.
Den pågældende dreng er uden for livsfare, skriver borgmesteren.
Episoden fandt sted i skolegården foran ungdomsklubben, der er klub for børn fra flere forskellige skoler, og der var ifølge borgmesteren cirka 30 unge til stede, da det fandt sted.
- Jeg ved, at alle parter fra skole, kommune, politi gør deres bedste for at hjælpe de unge, som var til stede, hvor mange forståeligt er rystede over en så brutal og meningsløs voldsepisode. Mine tanker er hos drengen, hans forældre og kammerater, skriver Britt Jensen i opslaget.
Kommunen har som følge af hændelsen sat et kriseberedskab i værk for elever på Islev Skole og Valhøj Skole, hvor den 16-årige er elev.
Ritzau forsøger at få yderligere oplysningerne bekræftet af politikredsen.
/ritzau/