Det endte helt galt, da en dreng på 16 år natten til torsdag stjal sin fars bil.

For ifølge tvSyd kørte han kort efter galt – og bilen blev totalsmadret. 

Ulykken skete ved byen Bække, der ligger nord for Vejen, hvor drengen endte med at køre i en grøft. 

Lokalmediet har talt med politikommissær ved Syd- og Sønderjyllands Politi Helene Geleff, som fortæller, at hverken den 16-årige eller hans kammerat, der var med i bilen, kom til skade.

Den 16-årige er nu sigtet for at have kørt uden førerret og for brugstyveri af faderens bil.