En femårig dreng, der natten til søndag var på udflugt i undertøj, er hjemme igen og i god behold.

En femårig dreng, der natten til søndag tog på en udflugt kun iført underbukser og en t-shirt, er søndag morgen hjemme igen og i god behold.

- Vi har nu været i kontakt med et forældrepar, som kan bekræfte, at deres søn i nat havde været på en lille udflugt. Han er nu hjemme igen og er i god behold, skriver Sydøstjyllands Politi på Twitter.

- Vi takker for al den hjælp, borgerne er kommet med. Det har været afgørende.

Det var en kvinde, der slog alarm til Sydøstjyllands Politi klokken 04.20, efter at hun havde mødt drengen på gaden i Løsning, der ligger mellem Horsens og Vejle.

Hun fortalte, at hun havde mødt drengen, da hun kom gående på Merkurvej, skrev TV Syd tidligere søndag morgen.

Drengen var kun iført mørke underbukser og en grålig t-shirt og kørte på et løbehjul.

Senere så en mand drengen gennem et vindue og forsøgte at tale med ham og få ham til at stoppe op.

- Drengen fortalte til vidnet, at han skulle ud at se på juletræer, sagde Halfdan Kramer, vagthavende ved Sydøstjyllands Politi, tidligere søndag til Vejle Amts Folkeblad.

En storstilet eftersøgning med hunde og helikopter blev sat i værk, men drengen havde altså selv fundet hjem igen.

/ritzau/