Dommer i Lyngby ser begrundet mistanke i sag om voldeligt overfald 14. maj. 16-årig fængslet i fire uger.

Lyngby. En måneds tid efter et farligt knivoverfald på 14-årig på Dyrehavsbakken i Klampenborg har politiet foretaget den første anholdelse.

En dreng på 16 år fra København sigtes for særlig farlig vold, oplyser Nordsjællands Politi.

Han blev anholdt tirsdag formiddag, og onsdag har en dommer i Retten i Lyngby vurderet politiets materiale mod den anholdte.

Retsmødet er blevet holdt bag lukkede døre, men politiet oplyser, at drengen er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig.

Overfaldet skete 14. maj kort før klokken 22, da uoverensstemmelser mellem to grupper udviklede sig i området nær radiobilerne.

Senere stødte grupperne sammen på et stiområde uden for Bakken. Her blev den 14-årige dreng stukket i brystregionen og i den ene balle, har Nordsjællands Politi tidligere oplyst.

Flere gange har politiet appelleret til offentligheden om hjælp til at opklare sagen. I et forsøg på at få henvendelser har man også bragt fotos af ti unge mænd eller drenge.

/ritzau/