Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

I et buskads fandt en teenagedreng i august sidste år en sportstaske gemt – men indholdet var foruroligende og har nu kastet en fængselsstraf af sig.

Det oplyser anklagemyndigheden i Nordjylland på Twitter.

Her skriver man, at en 24-årig mand er blevet idømt en fængselsstraf på to år og ni måneder for at være i besiddelse af et skydevåben i et naturområde nær Aalborg.

Ved Lindholm Søpark i Nørresundby for at være helt præcis.

Anklager Katja Gram oplyser til B.T., at drengen, hvis alder er 14, fandt tasken gemt langs et stisystem. Og grundet indholdet slog han straks alarm til sin papfar.

»Vi vidste jo ikke, hvem ejermanden var. Så vi sendte det ind til kriminalteknisk afdeling og fandt et match. Man fandt den 24-åriges fingeraftryk på aftrækkeren og kanterne. Han er tidligere kendt af politiet, men ikke i denne kaliber.«

»Retten har derfor vurderet, at han har haft våbnet i sin besiddelse. Han nægtede al kendskab til det,« siger hun til B.T.

I sportstasken lå et jagtgevær og 25 haglpatroner.

Han benægtede som sagt kendskabet til jagtgeværet, hvilket retten dog ikke fandt troværdigt.

Desuden vurderede retten, at det var skærpende omstændigheder, at den 24-årige opbevarede tasken med våben på et offentligt sted – og at tasken også indeholdt ammunition.

Den 24-årige er også blevet dømt for at være i besiddelse af en springkniv, stoffer og så videresalg af narkotika, hvilket kunne afsløres gennem transaktioner på hans mobiltelefon, oplyser anklageren.

Den 24-årige har udbedt 14 dages betænkningstid i forhold til, hvorvidt han vil anke dommen.