Den 69-årige kvinde, der søndag blev fundet død ved Marielyst på Falster, er nu blevet identificeret.

Intet tyder på, at kvinden er død som følge af en forbrydelse, lyder det fra politiet, der samtidig fortæller lidt mere om sagen, som politiet søndag opfattede som 'mistænkelig'.

Det var en dreng fra lokalområdet, der fandt kvinden. Hun lå livløs i en afvandingskanal.

»Han skyndte sig hjem til sin mor og fortalte, hvad han havde set,« siger politikommissær Ole Thøger Rasmussen fra Lokal Efterforskning ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 Øst.

Drengen og moren gik derefter sammen ud til kanalen, hvor de fandt kvinden i vandet. Moren kontaktede derefter politiet.

Kort efter fundet kontaktede en mand politiet. Hans kone var gået en tur, men var ikke vendt hjem.

Han gav politiet et signalement, og derefter kunne politiet konstatere, at den fundne kvinde var mandens kone.

Et ligsyn og eventuelt også en obduktion skal endeligt afklare, hvorvidt kvinden har været udsat for en forbrydelse.