En 6-årig dreng i den grønlandske by Aasiaat er mandag død af de skader, han pådrog sig, da han blev bidt af slædehunde.
Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
Det var ved byens skiklub, at drengen blev angrebet af lænkede hunde.
Politiet ankom kort efter, at anmeldelsen tikkede ind 12.45. Her kunne de konstatere, at den 6-årig var blevet bidt og skamferet.
Hans liv stod ikke til at redde, og han døde på grund af læsioner, som han pådrog sig.
Drengens jævnaldrende ven havde overværet hændelsen. Han har fortalt til politiet, at drengen gik for tæt på de lænkede hunde.
Kommunens kriseberedskab tager hånd om vidnet, pårørende og skolen.
De pårørende er underrettet.
Fire slædehunde er i forbindelse med den tragiske hændelse blevet aflivet. Det har politiet besluttet i samarbejde med kommunens hundeinspektør.