Marcelos kone var egentlig bare ude for at gå en tur i lokalområdet søndag aften. Ikke noget specielt.

Men pludselig ændrede det sig dramatisk.

En indsatsstyrke med skarpladte våben, camouflagetøj, hjelme og skudsikre veste dukkede pludselig op ved boligblokken på det nordøstlige Amager og bad Marcelos kone og de andre på stedet gå indendørs.

Noget stort var under opsejling.

Det kunne en anden mand, som B.T. talte med efterfølgende, også berette om.

Han sad nemlig midt i sin aftensmad på den nærliggende nudelrestaurant R88.

Ud af det blå dukkede to kampklædte politienheder op og fik afbrudt den ramen, som manden, som ikke opgav sit navn, var i gang med at nyde.

Klokken var lige omkring 19 søndag aften.

Kampklædt politi ved Strandlodsvej på Amager søndag eftermiddag.
Kampklædt politi ved Strandlodsvej på Amager søndag eftermiddag.
Vis mere

Kort forinden havde en 22-årig mand skudt og dræbt tre personer i shoppingcentret Field's få kilometer fra Marcelos hjem og nudelrestauranten på Strandlodsvej.

Politiet var i højeste alarmberedskab.

Fra nudelrestauranten kunne manden se, hvordan en snigskytte fra den ene indsatsgruppe sammen med mindst én kollega tog opstilling på taget af den bygning, som rummer en vuggestue, en cykelhandler, en Kvickly og den restaurant, hvor han netop var i gang med at spise.

Få meter derfra bevægede en anden kampklædt enhed sig mod nabobygningen. Her blev en person på 3. sal, som B.T. talte med, bedt om at forlade sin lejlighed.

Indsatsstyrkens snigskytte skulle bruge hans vindue, som havde direkte udsigt til bygningen på Strandlodsvej.

Kort efter mødet med indsatsstyrken ankom Marcelos kone hjem til deres lejlighed tæt på selvsamme bygning.

Hun fortalte, at hun lige var blevet bedt om at forlade området udenfor.

Og så hørte de det.

En kamouflageklædt betjent på Strandlodsvej på Amager.
En kamouflageklædt betjent på Strandlodsvej på Amager.
Vis mere

Et gigantisk brag.

»Hele bygningen rystede,« forklarer Marcelo.

En eksplosion havde fundet sted i nabobygningen. Og flere beboere, som B.T. talte med, kunne fortælle om et gigantisk chok.

»Vi havde gæster, som egentlig var på vej hjem. Men da de kom ud i opgangen, blev de mødt af kampklædt politi med våben, som bad dem om at gå ind igen. Så hørte vi braget,« forklarede et vidne fra Strandlodsvej til B.T. efterfølgende.

Den voldsomme eksplosion i opgangen havde smadret et vindue ud til gården. Glas regnede ned på jorden under.

Eksplosionen kunne høres flere blokke væk.

I Marcelos lejlighed havde lyden fået dem hen til vinduet i lejligheden.

Herfra kunne de se, at noget fandt sted i nabobygningen lige overfor.

Kampklædt medlem af indsatsstyrke på en altan på Strandlodsvej på Amager.
Kampklædt medlem af indsatsstyrke på en altan på Strandlodsvej på Amager.
Vis mere

»Der kom flere lysglimt inde fra lejligheden – som om der blev kastet flashgranater. Og så kunne vi se kampklædt politi gå rundt i lejligheden,« fortæller han.

Som sen eftermiddag blev til tidlig aften, udviklede situationen sig.

Politi i alle afskygninger strømmede til lejlighedskomplekset.

Hundepatruljer gik i området, betjente stod vagt ved opgangen, efterforskere ankom for at sikre materiale, og teknikere kom kørende med deres kasser.

Forvirrede beboere blev bedt om at blive i deres lejligheder. Flere af dem med deres tv tændt på dækningen af de forfærdelige nyheder fra Field's.

Den eneste information, de kunne få om situationen i deres egen opgang, måtte de få fra ventende journalister nedenfor.

Og det var yderst sparsomt, hvad de kunne hjælpe med.

Endnu har politiet ikke meldt ud, hvad de præcis lavede på Strandlodsvej.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Men de har bekræftet, at man i forbindelse med det dødelige angreb i Field's var ude ved forskellige adresser i København og på Sjælland.

Ifølge B.T.s oplysninger var den voldsomme aktion tæt forbundet med situationen i den anden ende af Amager.

Umiddelbart førte politiet ingen anholdte fra stedet. Og da B.T. fangede beboeren i lejligheden, som aktionen drejede sig om, på telefonen, blev røret smidt på efter en kort præsentation.

»Jeg kan ikke tale med dig,« lød det korte svar.

Ud på aftenen begyndte de lokale beboere at forsvinde fra området.

Dramaet syntes at være ovre for nu.

Men omkring klokken 23, hvor mørket var brudt frem, skete der noget.

En mindre gruppe af civilklædte betjente iført politiveste og pistoler på hoften kom ud af opgangen.

Foto: Mikkel Johansen /Byrd
Foto: Mikkel Johansen /Byrd
Vis mere

Her trådte de over den polititape, der afspærrede opgangen. Den ene civilklædte betjent havde armene fyldt med adskillige poser med beviser.

Den ene pose tydeligt indeholdende en stationær computer, en anden pose indeholdende en bærbar.

En ventende fotograf fulgte betjentene til deres bil, inden de kørte væk.

Her fik fotografen at vide, han gerne måtte tage billeder. Bare ikke af deres nummerplader.