En brand i en lejlighed på Kretavej på Amager har udviklet sig dramatisk.

Her måtte to personer reddes ud med en 12 meter lang stige af brandvæsenet.

Det skriver Hovedstadens Beredskab på Twitter.

I flere forskellige tweets beskrives episoden på følgende måde:

16.16 onsdag eftermiddag lyder den første opdatering om sagen fra Hovedstadens Beredskab. Her beskriver man blot, at beredskabet er på vej til en brand på Kretavej.

16.28 lyder opdateringen, at en brand er brudt ud i en lejlighed på første sal.

Brandvæsenet har her succesfuldt fået slået flammerne ned og er i fuld gang med udluftning af lejligheden.

16.43 lyder opdateringen så, at man helt har fået slukket ilden i lejligheden.

I forbindelse med slukningen har man samtidig måttet redde to personer ud ved hjælp af en af brandbilernes stiger. En 12 meter lang en af slagsen.

Den dramatiske redning skyldtes, at trappen i opgangen var for fyldt med røg, skriver Hovedstadens Beredskab.

Ambulancefolk og læger på stedet gik dernæst i gang med at undersøge de to personer. Umiddelbart var der ikke alvorlige skader, lyder det.

I den seneste opdatering fra Hovedstadens Beredskab lyder det videre, at man succesfuldt har forhindret, at branden spredte sig til de ovenliggende lejligheder.

Dog har den voldsomme varme fra flammer sprængt en rude på 3. sal. Og som man kan se på billederne, er en altan hårdt ramt efter branden.

B.T. følger sagen.