Det startede mandag aften klokken 20.45.

Lidt over en time senere havde politiet rykket ud til Roskilde Festival tre gange – efter der havde udspillet sig voldsomme scener på campingområdet.

Det hele startede med en anmeldelse om et slagsmål mellem fodboldsfans, der er tilhængere af to forskellige fodboldhold. Der er ifølge Ritzaus oplysninger tale om tilhængere af Brøndby og FC København.

'Flere patruljer kom frem til stedet, hvor der var mange personer samlet, men ingen ønskede at anmelde noget,' skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten fra Roskilde Festival om anmeldelsen af masseslagsmålet på campingområdet, der kom klokken 20.45.

Men politiets ankomst fik ikke lagt ro på gemytterne særlig længe.

Kort tid efter var den gal igen – og denne gang gik det mere voldsomt for sig.

Her var 20-30 personer kommet i slagsmål, og igen skulle der være tale om fodboldfans.

Fire helt unge mænd havde været udsat for vold, da politiets patrulje atter havde indfundet sig.

'De forurettede var blevet tildelt slag med flasker, aluminiumsstænger samt fået sprøjtet peberspray i ansigtet,' skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

En enkelt af de forurettede anmeldte volden til politiet. Betjentene opfordrede ham til at tage på skadestuen, idet han havde pådraget sig behandlingskrævende skader.

Klokken 21.48 – eller kun lidt over en time efter den første anmeldelse – fik politiet så endnu en anmeldelse om et masseslagsmål i campingområdet.

'Anmelderen oplyste, at der blandt andet blev slået med campingstole og en trillebør,' skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Omkring 10-20 personer skulle denne gang have været involveret, men da politiet ankom, stak flere personer af fra stedet, før betjentene kunne nå at få fat i dem.

En 18-årig mand var kommet til skade. Efter eget udsagn blev han overfaldet, fordi han holder med et bestemt fodboldhold.

Præcis, hvordan masseslagsmålene opstod, er endnu uvist.