Hvis man kom kørende på Vejlby Ringgade ved Randersvej i Aarhus lørdag eftermiddag, har man formentlig kunnet se et noget voldsomt syn.

Episoden udspillede sig omkring klokken 17.26, hvor politiet fik en melding på 112.

En ung mand stod midt på gaden i Aarhus og viftede med et palæstinensisk flag.

Det fik personer på stedet til at ringe efter politiet.

Ikke mindst fordi manden også havde en kniv på sig.

Det forklarer vagtchef Flemming Lau til B.T.

»Det er rigtigt, vi har anholdt en mand, der stod midt på vejen og viftede med et flag og havde en kniv på sig. Vi fik meldingen klokken 17.26 og kørte derud,« siger Flemming Lau.

»Der er tale om en 25-årig mand, og vi er nu ved at finde ud af, hvorfor han stod og viftede med et flag og havde en kniv,« siger vagtchefen.

Han fortæller dog, at man ikke umiddelbart skal lægge for meget i den unge mands viften med et palæstinensisk flag.

»Han har selvfølgelig påkaldt sig en del opmærksomhed, når han har stået midt på vejen sådan her.«

»Men vi ved endnu ikke, om han har været påvirket eller er syg,« uddyber vagtchefen.

Politiet er nu i gang med at finde ud af, hvad der ledte til episoden, som endte, da betjente kom til stedet og fik anholdt den 25-årige mand uden nogen form for ballade.