»Hvis du ikke stopper med at bruge den stav, så tager jeg den og kører den rundt oppe i dig.«

En særdeles spektakulær overvågningsvideo fra Gøteborg-forstaden Angered har de seneste dage stjålet overskrifterne i de svenske medier.

Og selv om videoen, som blev vist på svensk TV 4, taler for sig selv, så er det ifølge den svenske kriminolog Manne Gerell også et symptom på de udfordringer, som vores svenske naboer har med kriminelle grupperinger.

»Det kan siges at være et udtryk for bandeproblemerne, og Sverige har bestemt et problem med bandegrupperinger,« siger Manne Gerell, der er lektor ved Malmø Universitet og forsker blandt andet i kriminelle miljøer i Sverige.

På optagelsen kan man se, hvordan en gruppe unge mænd truer politiet og tager fuldstændig kontrol over politiets arbejde med en anden ung mand fra området, som de netop har stoppet. Forinden er manden blevet stoppet på sin knallert, og da politiet forsøger at tilbageholde ham, iler gruppen af mænd til.

Men selv om betjente gentagne gange siger til grupperingen, at de skal trække væk, reagerer de ikke. Tværtimod.

I stedet truer den ene af de mange mænd med at tage betjentens politistav og 'køre den rundt' oppe i vedkommende.

Hændelsen fandt sted i april 2019, og ifølge politichef i Gøteborg Erik Nord er der tale om mænd med tilknytning til en lokal bandegruppering. Først da flere patruljer ankom til stedet, kom der ifølge svenske Aftonbladet igen ro på gemytterne.

Men hændelsen er ikke enestående, fortæller Manne Gerell.

»Det er ret almindeligt, at unge mænd er aggressive over for eller truer politiet,« siger Manne Gerell, men afviser, at der skulle være områder i Sverige, hvor lokale grupperinger har kontrollen, som man ellers kan foranlediges til at tro, når man ser videoer.

»Der er ingen steder, hvor lokale grupper kontrollerer politiet,« siger han.

Videoen har, siden TV 4 i første omgang viste den, affødt en debat om, hvorvidt svenske politibetjente skal være anonyme eller ej. Formand for det svenske politiforbund Katharina von Sydow siger ifølge Aftonbladet, at truslerne mod politiet er mere personlige, og at de i stigende grad er rettet mod betjentenes partnere eller børn.

»Presset på mine kolleger forværres, så der er behov for beskyttelse. Ikke kun betjente på gaden, men også dem, der udarbejder rapporter og efterforsker,« siger hun.

Derfor håber hun også, at betjente kan blive udstyret med et anonymt id-nummer, som vi kender det her fra Danmark.

40 kriminelle klaner

Problemerne med kriminelle grupperinger i Sverige er så udtalt, at vicerigspolitichef Mats Löfving i et interview med Sveriges Radio søndag kunne fortælle, at man har mindst 40 slægtsbaserede kriminelle netværk i Sverige.

»De er kommet til Sverige, påstår jeg, entydigt med det formål at organisere og systematisere kriminalitet,« udtalte han ifølge Ritzau til mediet.

Gerningsmændenes flugtbil fra Herlev blev fotograferet af vidner i Sennepshaven under dobbeltdrabet ved højlys dag. Senere mislykkedes mordernes forsøg på at brænde den stjålne Audi af.
Gerningsmændenes flugtbil fra Herlev blev fotograferet af vidner i Sennepshaven under dobbeltdrabet ved højlys dag. Senere mislykkedes mordernes forsøg på at brænde den stjålne Audi af.
Vis mere

»De arbejder på at skabe magt, de har stor voldskapacitet, og de vil tjene penge. Og det gør man ved narkotikaforbrydelser, voldsforbrydelser og afpresning,« siger Mats Löfving.

Han fortæller videre, at der er flere eksempler på slægter, der er kommet ind i erhvervslivet og det politiske liv for at kunne styre eksempelvis en kommune.

Bandedrab i Herlev

Men det er ikke kun i Sverige, at grupperingerne raserer. For ganske få uger siden blev fem svenske mænd idømt henholdsvis livstid og 20 års fængsel for et dobbeltdrab begået i Danmark.

De fem mænd var alle medlemmer af banden Dødspatruljen, og det var med den relation in mente, at de likviderede to mænd med tilknytning til Stockholm-grupperingen Shottaz en ganske almindelig solskinsdag i københavnerforstaden Herlev, alt imens biler og cyklister passerede stedet.

Dobbeltdrabet affødte ikke alene reaktioner og forargelse på grund af sin brutalitet, men også en heftig debat i Sverige, hvor flere brugte anledningen til at anfægte det svenske retssystem.

Sagen er nemlig den, at var de fem mænd ved en svensk domstol blevet kendt skyldige i dobbeltdrabet samt et drabsforsøg, som de var tiltalt for i, så kunne flere af dem på grund af deres unge alder formentlig se frem til en mildere straf end den, som de fik her i Danmark.

Gerningsmændene ved dobbeltdrabet i Herlev optog det ene offer på Snapchat og spredte det på det sociale medie. I bildørens spejlbillede kan man se den ene gerningsmand holde en AK-47-riffel. Privatfoto
Gerningsmændene ved dobbeltdrabet i Herlev optog det ene offer på Snapchat og spredte det på det sociale medie. I bildørens spejlbillede kan man se den ene gerningsmand holde en AK-47-riffel. Privatfoto
Vis mere