Natten til lørdag var der drama ved Restaurant Bondestuen, der ligger overfor Odense Zoo.

Her blev en 40-årig mand nemlig overfaldet af en anden mand. Det 40-årige offer pådrog sig nogle skader i ansigtet og blev derfor fragtet på sygehuset for at modtage behandling.

Men gerningsmanden forsvandt fra stedet.

Vidner til overfaldet kunne dog give et præcist signalement af overfaldsmanden, og det gav Fyns Politi et godt udgangspunkt at arbejde videre med. Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi Torben Jakobsen.

»Vi modtog sent om natten en voldsanmeldelse, og flere vidner kunne tydeligt beskrive gerningsmanden. Politiet kørte derfor en tur til Odense Banegårdcenter for at tale med vagten på stedet, der desværre ikke havde set en mand med det signalement,« siger Torben Jakobsen.

Men ikke lang tid efter måtte politiet i fuld udrykning køre tilbage til banegården. For lørdag før middag så vagten en mand, som svarede til beskrivelsen.

»Efter en gennemsøgning på banegården finder politiet frem til den formodede gerningsmand og foretager en anholdelse af ham,« oplyser vagtchefen.

Senere på dagen lørdag blev den anholdte mand, der er 30 år gammel, fremstillet i grundlovsforhør. Og her blev det besluttet, at han skulle varetægtsfængsles i fire uger.

»Så man kan jo med en vis sikkerhed sige, at vi nok har fat i den rigtige mand. Ellers ville man jo ikke varetægtsfængsle ham.,« afslutter vagtchefen.