Fredag aften måtte Københavns Politi rykke ud til tre knivstikkerier.

Værst gik det ud over en 13-årig dreng.

»Han blev stukket med en spids genstand – sandsynligvis en kniv – i maven under et sammenstød mellem to grupperinger af helt unge drenge på Nørreport Station,« siger central efterforskningsleder ved Københavns Politi, Espen Godiksen.

Hvordan er drengens tilstand?

»Han er blevet opereret i nat og er nu i stabil tilstand.«

Sammenstødet fandt sted kort før klokken 23 fredag aften – og kort efter var den gal igen. To steder, endda.

Ved hotel Scandic Palace på Rådhuspladsen blev en mand anholdt og lagt i DNA-dragt efter en anden episode, hvor offeret blev stukket med en skarp genstand.

»Forurettede fik et snitsår i kinden. Gerningsmanden er sigtet for grov vold,« siger vagtchef Michael Andersen.

En formodet gerningsmand bag et knivstikkeri blev lagt i DNA-dragt af Københavns Politi fredag aften kort før midnat.
En formodet gerningsmand bag et knivstikkeri blev lagt i DNA-dragt af Københavns Politi fredag aften kort før midnat. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Offeret pådrog sig ikke livstruende skader. Den formodede gerningsmand bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag.

Også på Københavns Hovedbanegård gik det voldsomt for sig sent fredag aften.

»Vi rykkede ud til et større slagsmål med mindst 15 involverede. Mindst en person blev snittet i kinden med skarp genstand, som kan have været en kniv,« siger Espen Godiksen.

Forurettede er en 18-årig mand, som ikke er i livsfare.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 23.39 fredag aften.

Københavns Politi vil meget gerne tale med vidner til voldsepisoderne på både Nørreport Station og Københavns Hovedbanegård.

»Vi har ikke fundet frem til gerningsmændene endnu,« siger Espen Godiksen.

Politiet skal nu gennemse overvågningsvideo fra begge stationer i håbet om at det kan bringe efterforskerne på sporet af gerningsmændene.

Præcis hvorfor to grupperinger af drenge og unge mænd røg i totterne på hinanden på de to stationer, ved politiet endnu ikke.