300 meter henad motorvejen.
Det må have været noget af et chok for føreren af en personbil, der onsdag blev ramt af en lastbil og skubbet 300 meter frem på motorvejen.
Det skriver Nordjyske.
Det skete som følge af et trafikuheld kort efter Limfjordstunnelen i nordgående retning.
Lastbilen foretog et vognbaneskift og ramte i den forbindelse personbilen. Først 300 meter senere fik lastbilen stoppet.
Heldigvis kom ingen personer til skade, og Nordjyllands Politi er ifølge avisen stadig i gang med at undersøge, hvad der gik galt, og hvorfor personbilen blev skubbet så langt.
»Vores patrulje på stedet har bedt om assistance fra tungvognscenteret for at undersøge lastbilen, ligesom vi skal have afhørt både lastbilchaufføren samt føreren af personbilen og eventuelle vidner, inden vi kan lægge os fast på, hvad der er sket,« siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Morten Axelsen, til avisen.