En fængselsbetjent har idag været udsat for et overfald med en kniv. Det sker få dage efter et lignende angreb.

Knivangrebet i dag fandt sted på Politigårdens Fængsel i København ved frokosttid. Her blev en indsat set med en smørkniv i hånden på vej i bad, hvorefter situationen udviklede sig dramatisk.

Det skriver fagbladet Fængselsforbundet.

Da en fængselsbetjent spurgte, om kniven skulle med i bad for sjov, angreb fangen pludselig. Overfaldet blev forsøgt afværget, men fængselsbetjenten pådrog sig et stik i brystet.

Scenerne herefter er tumultariske og med ét falder fangen ud over gelænderet på 5.sal. Han lander dog i et sikkerhedsnet. Fangens anfald er dog ikke slut. Ifølge fagbladet truede han med at stikke sig selv i halsen. Men personalet lykkedes med at pacificere ham og efter et kvarter fik de ham overtalt til at aflevere kniven.

Fængselsbetjenten er blevet behandlet på skadestuen, men er uden alvorlige fysiske skader.

For blot seks dage siden blev en anden fængselsbetjent angrebet med kniv. Her var det i Vestre Fængsel. Det lykkedes her at overmande knivstikkeren.